“De mellemstore virksomheder står i samme dilemma som forbrugerne”

Sarah Hempel skal som head of sustainability hos Axcel drive udviklingen i kapitalfondens porteføljeselskaber i en mere bæredygtig retning. Det betyder f.eks. konkrete mål for virksomheden

SarahHempel_WaltherBoelge_031220_0007047 kopier.jpg
Sarah Hempel står i spidsen for bæredygtighedsarbejdet i Axcels portefølje af kapitalfonde. Foto:Walther Bølge.
Bæredygtig
03. dec 2020 KL.17:45

“Det irriterer mig, at det som forbruger ikke er nemmere at vælge rigtigt. Der er mange områder, hvor jeg ikke selv synes, det er ordentligt, og jeg har hverken tid eller mulighed for at lave om på det.”

Sarah Hempel taler højere end normalt, når hun snakker om bæredygtighed i sit eget forbrug. Engagementet går igen, når hun skifter til at tale om sit professionelle liv, hvor hun skal sikre, at virksomhederne i Axcels portefølje som Isadora og Mountain Top Industries arbejder mere bæredygtigt.

De mellemstore kan nemt blive helt tabt i bæredygtighedsbegrebet og rammeværk for grøn indsats Sarah Hempel, head of sustainability, Axcel

“De mellemstore virksomheder er sådan set indstillet på at gøre en forskel, men de står i lige så stort et dilemma som forbrugerne i forhold til, hvordan de vælger bedst og klogest. Hvordan gør de de rigtige ting uden tids- eller ressourcespild, og hvordan kommer de bedst i gang?,” siger Sarah Hempel, der i september tiltrådte som head of sustainability i Axcel.

Ikke så tunge

Hun har tidligere arbejdet med bæredygtighed i nogle af de tunge danske virksomheder som Lego og senest Novozymes, og kan mærke en afgørende forskel i rykket mod at gøre en forskel i de mellemstore virksomheder.

“De mellemstore kan nemt blive helt tabt i bæredygtighedsbegrebet og rammeværk for grøn indsats. Det kan være rigtig svært at finde vej uden brug af meget dyre konsulenter,” siger Sarah Hempel.

Den mindre og knap så toptunede bæredygtighedsstrategi i de mellemstore virksomheder kan også vise sig som en fordel, fordi virksomhederne hurtigere kan komme i gang med grønne tiltag og ikke er så “tunge at vende som en supertanker”.

“Det er rigtig interessant at spille på de stores hold, men det tiltaler mig, at vi som kapitalfond kan komme ind og hjælpe ikke bare én, men mange virksomheder og gøre en rigtig stor forskel i en række selskaber over årene,” siger Sarah Hempel.

En række krav

Axcel forvalter igennem seks fonde kapital i størrelsesordenen 2,5 mia. euro, der er investeret i 14 forskellige selskaber. Axcel har siden 2010 været tilsluttet UN Global Compact, hvilket betyder, at alle porteføljevirksomhederne også skulle tilslutte sig FN's bæredygtighedsprincipper.

Men ansættelsen af Sarah Hempel varsler nu et skridt op ad stigen med forpligtende mål især på den grønne del af bæredygtighedsområdet.

“Det skal gennemstrømme hele vores arbejde fra sourcing og due diligence i opkøbsprocessen af virksomheder til hele ejerskabsperioden og hen mod exit,” siger hun.

Konkret har Axcel valgt at tilslutte sig TCFD (Task Force on Climate-related Financial Disclosures), der er et sæt internationale retningslinjer for klimahandling for finansielle aktører.

Derudover skal virksomhederne i porteføljen arbejde videre med at lave klimaregnskaber. I første omgang med opgørelser af scope 1- og 2-emissioner, der er virksomhedens egne og indirekte emissioner.

Paradigmeskift

“Jeg er overbevist om, at vi også når til scope 3, men det kræver mere støtte og læring hos vores virksomheder. Lige nu handler det om at få et udgangspunkt for sin klimaplan,” siger Sarah Hempel.

Hun vurderer, at arbejdet med bæredygtighed kun kommer til at fylde mere ikke bare i Axcels portefølje, men overalt blandt virksomhederne.

“Der er sket et kæmpe paradigmeskift, fra jeg på universitetet for 15 år siden så de første slides om “what is business' role in society” til nu, hvor alle snakker bæredygtighed, men skiftet er stadig i gang,” siger hun.